Endnu mere legetøj i form af Garmin Quatix ur

Endnu en gang har vi fået nyt legetøj til båden – denne gang kan man vist godt tillade sig at kalde det legetøj – og endnu en gang må vi tilstå at der står Garmin på enhederne – det er nemlig Garmin Quatix uret og tilhørende transponder der er kommet ombord.

Vi har i dag fået installeret en GNT10 og et enkelt Garmin Quatix ur. Kort fortalt handler det om at få NMEA2000 informationerne tilgængelige for andre end styrmanden – således andre også kan følge med i for eksempel dybde, position etc. uanset hvor de er på båden.

Det er ikke fordi der er så meget i pakken med GNT10 enheden, der er faktisk kun selve enheden og et enkelt NMEA2000 T-stik og lidt papirer. I pakken med uret er der trods alt lidt mere – her får du: uret, lader, special USB/ladekabel, ekstra rem i grå og skruetrækker til udskiftning af remmen.

 

Garmin Quatix ur
Her er ur og GNT10 enheden lige kommet ud af papkasserne.

 

Umiddelbart virker systemet ekstremt nemt at sætte op – det er faktisk bare at slutte GNT10 enheden til NMEA2000 netværket, fortælle uret at det skal forbinde til GNT10 enheden og så ellers tage på vandet – er det så rent faktisk så nemt?: » ja, det er faktisk næsten nemmere«, det eneste som jeg ikke helt fangede var: “hvorfor er NMEA2000 ID’et uret viser, når man skal vælge hvilken NMEA2000 stream der skal hentes data fra, ikke sat på enheden som et klistermærke eller lignende fra Garmins side?”. Det betyder så heldigvis ikke så meget – det skal jo kun gøres en gang og der er jo ikke så mange aktive GNT10er (og lignende) enheder rundt omkring.

Udover at vise informationerne fra NMEA2000 netværket så er der også indbygget en MOB-funktion, der kan markere på de kortplottere der måtte være forbundet til netværket, hvis en person med et Quatix skulle falde over bord. Og det virker fint – der kommer en MOB-advarsel på plotteren og styrmanden kan nu vælge at sejle tilbage til den markerede position (eller lade den overbordfaldne klare sig selv og sejle hjem til kaffen :) ). Jeg har ikke fået testet hvilken position, der markeres på plotteren – om det er bådens position på tidspunktet eller det er en beregnet position for det tidspunkt hvor ur og båd har forladt hinanden, men jeg gætter på det blot er den første position da det er den nemmeste løsning af implementere.

Hvor stor er rækkevidden så på dette system, det må jo siges at være relativt vigtigt, når nu hele MOB-systemet bygger på at de to enheder (uret og GNT10) mister forbindelse imellem dem – lige med en hurtig test så er det cirka 30 meter (ikke over vand, men med lidt mursten i mellem) og det er vel en ok præcision til en MOB-situation (udfra tidligere antagelse omkring implementationsmetoden) og stor nok til at man kan færdes på de fleste både uden falske MOB markeringer.

Løsningen er noget dyr, men det er altså lidt fedt at man altid har de nødvendige informationer ved hånden hele tiden og der er jo ikke meget i den maritime verden, der koster det som det rent faktisk burde koste (de to enheder kan dog findes væsentligt billigere end vejledende udsalgspris på Garmins side).

 

Links:

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.