Serviceeftersyn af automatisk oppustelig redningsvest

Hvorfor?

Hvorfor overhovedet kontrollere sin automatiske redningsvest? spørger du måske… – fungerer den ikke bare som den er designet til? Jo som udgangspunkt skulle det jo gerne være sådan, at den puster sig op automatisk når du lander i vandet. Men som med så meget andet, kan en redningsvest også have defekter og i så fald er der blot tale om falsk tryghed ved at bære den – og ja defekter ved din redningsvest vil du helst finde ved køkkenbordet og ikke først når du for alvor har brug for vesten et sted ude i Skageraks kolde vand…

Og hvis vi lige skal være lidt kedelige med noget statistik så anslår Søsportens Sikkerhedsråd at der er fejl eller mangler på 1 ud af 10 veste (2022), det er faktisk rigtigt mange så kan det tal bringes ned blot ved at DU kontrollerer DINE veste vil det være fantastisk – og så er det selvfølgelig også et plus at du, i yderste konsekvens, kan redde dit, familiemedlemmers og/eller venners liv!!

Hvornår?

Som udgangspunkt skal du nok regne med at kontrollere dine veste mindst en gang om året ved sæsonstart. Personligt kontrolleres vores veste to gange om året, så de er klar til hhv. sommer- og vintersejladser.
Og så på det tidspunkt som de fleste nok glemmer – nemlig lige når du har købt den! Jamen er veste ikke kontrolleret fra fabrikken, kan du så spørge? Jo det er den – men der er ingen garanti for at ting ikke ryster sig løs eller vesten bliver udsat for noget under transporten, der gør den utæt. Så det er absolut væsentligt at kontrollere at alt er som det skal være ved køb (og ja det er både forekommet at CO2 patronen ikke har været skruet fast – og/eller at udløsningstabletterne har været over udløbsdatoen. Det sidste kan du selvfølgelig klage over til forretningen, hvor du har købt vesten).

Lovkrav

Der er ikke nogle lovkrav for kontrol af redningsveste til privat brug – så her er det helt op til dig selv (og din samvittighed overfor dem du sejler med) om hvorvidt og hvor tit du vil kontrollere dine veste. Men der er se selvfølglig stadig regler for hvor mange veste du skal have ombord. Samt at de er godkendte og passer til dem der skal bruge dem.

Med hensyn til lovkrav i forbindelse med veste til erhversbrug må vi henvise til den relevante lovgivning/søfartsstyrelsen/SOLAS.

Kan jeg selv?

I forbindelse med oppustlige redningsveste er der flere ting der kan være problematiske:

  1. Selve vesten (luftblæren) er ikke tæt.
  2. Der er ingen CO2 til at blæse vesten op.
  3. Den automatiske udløsningsordning virker ikke.

Og alle tre ting kan man og bør kontrollere for at øge chancen for at vesten rent faktisk virker når det virkeligt gælder.

De fleste vil nemt selv kunne kontrollere og pakke deres automatiske redningsveste selv – det kræver ikke nogle specielle forudsætninger. Det kan dog godt kræve lidt øvelse at pakke en redningsvest sammen igen, men efter nogle forsøg plejer det at gå rimeligt nemt.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt du kan gøre det selv, så kan vi anbefale at kontakte din bådudstyrsforretning, som sandsynligvis kan gøre det mod betaling, hvis ikke kan de sikkert henvise til nogle der kan.
Derudover er det også muligt at kontakte din sejlklubs Sejlsikkert Ambassadør (hvis den har en sådan, hvis ikke kan det absolut anbefales at få en), vedkommende vil helt sikkert kunne hjælpe dig videre.

Hvordan?

Start med at finde en plan overflade du kan arbejde på – ellers får du nemlig aldrig pakket vesten korrekt sammen igen :). Det kan også være en fordel at pakke vesten ud lidt forsigtigt og tage nogle billeder undervejs i processen, det gør det noget nemmere at pakke vesten sammen igen når du har fået kontrolleret den.

Læg vesten fladt ned og start med at åbne lynlåsen i siden af redningsvesten (der kan også være nogle velcro lukninger der skal åbnes).

CO2-patron

Når vesten er lukket op kan du afmontere CO2-patronen ved at dreje den fri af holderen.

Når du har taget CO2-patronen ud skal du først kontrollere at der ikke er hul i toppen af den (den ende der var skruet ned holderen). Dernæst skal du finde ud af hvad CO2-patronen burde veje, det står på siden af den. Når du derefter vejen den på køkkenvægten, må forskellen mellem den vægt der står på den og den faktiske vægt ikke være mere end 2 gram. Hvis forskellen er større eller der er direkte hul i patronen (se sidste billede) skal den kasseres og der skal monteres en ny.

Her ses den minimums vægten af patronen.
Patronen her vejer 155
Denne patron har været brugt og har derfor et fint lille hul i toppen.

Salttablet

Det næste der skal kontrolleres er den automatiske udløsningsmekanisme, den kan også skrues af. Men der findes mange forskellige modeller og derfor også mange forskellige måder at finde ud af om den skal skiftes. Her er vist billeder fra en Baltic vest, hvor det er markeret med et grønt plastikstykke om alt er ok (den vil falde af hvis enheden har været udløst og den derfor skal udskiftes). Der kan også være modeller, hvor der er direkte adgang til den salttablet der er deri og hvis den er porøs når du kradser i den skal den også udskiftes.

På de fleste modeller er der påtrykt en udløbsdato og her er det en “bør ikke anvendes efter”-dato og ikke en “mindst holbar til”-dato så er den overskredet skal enheden udskiftes.

Her sidder det grønne “låg” stadig på.
Her mangler det grønne “låg”.



Manuel udløsningsmekanisme

Når du har kontrolleret den automatiske udløsningsmekanisme så skal du have kontrolleret den manuelle udløsningsmekanisme. Her sidder oftest en lille plastik dims som vil falde af hvis den bliver aktiveret (på billedet til højre mangler den grønne clips, den sidder normalt hvor der er malet rødt på billedet).

Denne lille clips sidder så den vil falde af når der bliver trukket i snoren.
Her mangler den lille clips.



Luftblæren

Det sidste der skal kontrolleres er om selve luftblæren er intakt. Det gøres ganske simpel ved at puste vesten op via mundstykket der sidder i vesten med et lille låg henover (se billede). Så lader du vesten ligge i 24 timer, hvis vesten efter et døgn har mistet luft så er den utæt og hele vesten skal skiftes ud!

Mundstykke, med låg påsat.
Veste der ligger til “tætheds”-kontrol.



Sammenpakning

Hvis alt er det ovenstående er udført uden problemer så er du nu klar til at pakke din vest sammen igen – her er det vigtigt at følge den vejledning, der følger med vesten. På de i hvert tilfælde Baltic veste er der trygt folde vejledning de steder der skal foldes for at kunne passe ind i vestens cover.

Her skal der foldes to gange i følge vejledningen.
Så skal der pakkes vest sammen igen.

Opbevaring

Uden for sommersæsonen skal vesten (sammen med andet sikkerhedsudstyr) opbevares derhjemme i tørre og temperede omgivelser og ikke i en tilfældig kasse eller lignende på båden. Det handler om at undgå fugt, der ellers vil være med til at reducere levetiden eller helt ødelægge udstyret.

I vores tilfælde bliver vestene selvfølgelig taget med indendøre efter hver sejlads, da der ikke rigtigt er mulighed for at påbevare dem tørt og godt på RIB’en på noget tidspunkt af året :)

Er der andet jeg skal foretage mig i forbindelse med mine veste?

Prøv at udløse vesten mens du har den på – kort sagt tag vesten på og udløs CO2 patronen manuelt ved at trække i snoren – så har du prøvet det og bliver knap så overrasket den dag det bliver alvor. Efter du har haft den pustet op skal den naturligvis testes mht. tæthed og have monteret en ny CO2-patron. Og så er der selvfølgelig det sidste men ikke uvæsentlige råd – HUSK AT BRUGE VESTEN når du er på eller ved vandet!!

Her bliver der prøvet oppustede veste :)





Ansvarsfraskrivelse

Vi kan ikke stille nogne garanti for korrekt funktionalitet, når du har kontrolleret og pakket dine redningsveste. Men sandsynligheden for succes, hvis du har gjort det korrekt, er væsentligt større end hvis ikke du gør noget.

Lukket for kommentarer.