Man skal bruge: fire fastnøgler (17mm og 19mm), fem hegnspæle, en sav, en skammel, diverse stykker træ, tre små fendere, dårligt vejr, en passende bådtrailer, en sækkevogn, et par træplader og en donkraft, når man har udfordringer med en bådtrailer… Ja det kunne være starten på en ny Olsenbanden film, men det er faktisk listen over udstyr man skal bruge for at flytte en RIB fra en defekt trailer til en mere funktionel en af slagsen.
Lad os nu at tage hele filmen fra starten af. Det drejer sig om et lille uheld vi havde med vores bådtrailer, der kunne have udviklet sig meget værre end det gjorde. På vej til Studstrup med båd og trailer begynder traileren pludselig at sige meget underlige lyde. Vi stopper selvfølgelig for at undersøge det nærmere… kun for at konstatere at det højre trailerhjul ikke rigtigt sidder fast på aksen længere – hvad gør man så lige i den situation? Først overvejer man selvfølgelig om skaden kan repareres på stedet. Da det må opgives, så glæder man sig over at man ikke er langt fra destinationen så man kan få fat i en bådtrailer, der alligevel står tom (Tak Ronnie) og få båden flyttet fra den defekte trailer til erstatningsvognen.
Med megen møje og besvær lykkedes det at få båden til at ligge på nogle træplader og fendere (hvilket ser meget forkert ud) – denne del af operationen alene kan tage 4-5 timer, med rigtig megen tankevirksomhed udervejs. For er der noget man ikke ønsker så er det at skade båden, så alle handlinger blev gennemtænk og gennemtænk igen (og igen) inden udførsel :)
Anden del af øvelsen er at få båden op på den anden trailer. Det går straks meget nemmere da man nu kan flytte traileren i forhold til båden og det blev vel klaret på en halv times tid.
Men udover dette tror jeg at det er en af de situationer, hvor billeder siger så meget mere end ord – så her kommer et par stykker:
Beklager billedkvaliteten, men det var ikke lige det vi gik mest op i under operationen, så det blev bare lidt billeder med en mobiltelefon.